Vejledninger ›

Dansk ticket-bot til Discord: det skal du kigge efter

De fleste ticket-bots kan det samme på papiret: en knap, en privat kanal og en log. Forskellen mærker du først, når dit staff skal bruge den hver dag, og når et medlem skriver på dansk og får svar på engelsk. Her er otte ting at kigge efter, før du vælger.

1. Skriver botten på jeres sprog?

Kig på det, medlemmet ser: knapperne, velkomsten i ticketen, beskeden ved lukning. Mange bots lader dig rette teksterne selv, men så skal du oversætte hver eneste en, og nye funktioner kommer på engelsk.

Ticket System skriver dansk, engelsk, norsk eller svensk. Du vælger sproget ét sted, og alt, botten allerede har sendt, skifter med. Dashboardet og hjælpen er på dansk og engelsk.

2. Kan det sættes op uden kommandoer?

En opsætning med kommandoer bliver lavet én gang og aldrig rettet igen, fordi ingen kan huske dem. Kig efter et dashboard, hvor du kan se alle indstillinger samlet, og hvor den næste admin kan finde ud af det uden dig.

3. Hvem kan se en ticket?

Skal hele teamet kunne læse ansøgninger om at få en udelukkelse ophævet, eller kun admins? En god bot lader hver kategori have sine egne staff-roller, og den lader dig bestemme, hvem der må åbne dashboardet, og hvad de må dér.

4. Hvad sker der med samtalen bagefter?

Når kanalen er slettet, er samtalen væk, medmindre botten gemmer den. Tjek, om billederne kommer med, om brugeren kan få en kopi, og om I selv kan bestemme, hvor længe det gemmes. Læs mere om transcripts.

5. Hvor ligger jeres medlemmers data?

En ticket indeholder navne, beskeder og nogle gange alder eller oplysninger om køb. Driver du serveren som forening eller firma, har du ansvar for dem efter GDPR. Kig efter, hvor serveren står, om der er en databehandleraftale, og om en person kan få sine oplysninger udleveret eller slettet.

Ticket System ligger på en server i EU. Databehandleraftalen gælder automatisk, og siden om sikkerhed fortæller, hvordan vi passer på data.

6. Hvad er gratis, og hvad koster resten?

Find ud af, hvad gratis-udgaven faktisk kan, før du har sat det hele op. Er claim med? Får brugeren en besked ved lukning? Og hvad sker der med jeres opsætning, hvis I stopper med at betale?

I Ticket System er claim, transcripts, bedømmelser, brugerkort og dashboard gratis, med to kategorier og ét panel. Premium koster 39 kr. om måneden pr. server, og nye servere får det gratis i 14 dage uden kort. Stopper I, bliver intet slettet: Premium-funktionerne sættes på pause.

7. Hvor får du hjælp?

Før eller siden virker en knap ikke, og så vil du gerne have et svar, du forstår. Tjek, om der er en hjælpeside på dit sprog, og om du kan skrive til nogen uden at stå i kø på en stor supportserver.

Boksen "Tjek opsætning" på dashboardet finder selv de typiske fejl og siger, hvad der skal rettes. Ellers skriver du til os under Support på dashboardet og får svar på dansk.

8. Kan du prøve det først?

Vælg ikke ud fra en liste med funktioner. Se dashboardet, opret en ticket, og lad en fra dit staff prøve at tage den og lukke den. Ti minutter fortæller mere end en hel sammenligning.

Se dashboardet i demoen Tilføj Ticket System gratis
Læs også